Jeg fandt for et stykke tid siden en gammel forladt fabrik, måtte om på bagsiden for at finde et hul i muren, kæmpe mig gennem buskadset for at komme ind, og så stod jeg der, lige midt i maven på denne store åndende bygning, med alle dens lyde, dufte og storhed. Lyset der dovent falder ind igennem et hul i loftet, træerne der kører neglene ned af blik-siden og jeg som en lille prik midt på gulvet.
Jo oftere jeg er der, jo mere smelter bygningen og jeg sammen, mit åndedrag følger bygningens puls, og jeg kan stå midt i den kæmpemæssige sal, og blot være en del af den - og jeg har sneget mig op af den rustrøde jernstige, der strækker sig op mod tidligere konduktørers højborge, men nu blot er en åben repos, helt uden vægge, nærmest svævende mellem gulv og loft.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar